torsdag den 7. november 2013

Slutty brownies

Ja, det er altså ikke for at være fræk eller noget, men det hedder denne fantastiske kage altså. Jeg har aldrig været videre begejstret for brownies, da jeg ofte finder dem tørre og kedelige, til gengæld er jeg kæmpe fan af Oreos. Derfor måtte jeg også prøve denne opskrift da tilfældigvis faldt over den. 
Mine tanker om brownies er nu gjort til skamme, og denne kage har fundet vej til min top 3. Kan kun sige, prøv den!  



Brownie lag
150 gr smeltet smør eller bagemargarine
200 gr smør
60 gr usødet kakao pulver
1/2 tsk salt
2 tsk vanilje ekstrakt
2 æg
65 gr mel

Oreo lag
16 oreos

Cookie lag
240 gr smør ved stuetemperatur
100 gr brun farin
100 gr sukker
2 æg
2 1/2 tsk vanilje ekstrakt
1 tsk natron
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
ca. 320 gr mel
100 gr mørk chokolade, groft hakket

Opvarm ovnen til 175 grader. Find en lille kageform frem, ca. 20x20 cm. Smør den godt. 

Brownies: I en skål blandes smør og kakaopulver, samt vanilje, æg og salt. Når det er rørt godt sammen tilføjes melet. Sæt til side

Cookie lag: I en anden skal mixes smør og de to slags sukker. Jeg brugte fingerne i starten og piskede til slut, men en elektrisk mixer af en art kan sikkert gøre jobbet hurtigere. Når blandingen er luftig tilsættes æg og vanilje og til sidst mel, bagepulver, natron og chokolade. 

Så er det blevet tid til at samle den lille kage. I kageformen puttes halvdelen af cookiedejen (den anden halvdel  skal ikke bruges i denne omgang, men kan sagtens fryses ned) og de 16 oreos lægges ovenpå. Pres dem lidt ned i cookiedejen. Hæld så brownie dejen ovenpå og bag kagen i 30-40 minutter. 


Jeg synes den smagte bedst kold, og den holdning deler min kæreste. Det er en tung, lækker, klæbrig kage der rækker virkelig langt! Vi spiste den over 4 dage, og havde endda flere venner til at hjælpe os igennem den :) Det klæder den desuden rigtig godt med en kugle vanilje is på toppen.   

søndag den 18. august 2013

Jeg fandt lige dette billede på min telefon og tænkte at det da lige skulle deles. Det er som mit tidligere indlæg LCHF og også her er det merguezpølser det drejer sig om (ja, vi fik et lille flip med dem :) ). 



Pølserne blev stegt på en pande (jeg tørsteger dem da de er ret fede i det i forvejen) og 2 små æggekager blev lavet af; 

4 æg
salt
en håndfuld revet ost
grønsager i form af broccoli, asparges og rødløg

De blev bagt i ovnen i ca. 30 min. ved 200 grader og blev rigtig fine. Hævede en del under bagningen og var enormt flotte da de kom ud, men faldt en smule sammen som de kølede af. Jeg hapsede den flotteste til et billede. 
Salaten var meget enkel og bestod af frisk spinat, revet gulerødder, tomat, en halv avokado og sesamfrø, dryppet med lidt olivenolie. 

Nu har vi i ca to uger spist frokost og aftensmad uden pasta, brød osv. og jeg synes jeg kan mærke en vigtig forskel, nemlig at jeg ikke spiser så meget når de elementer ikke er på bordet. Jeg var fx. overproppet af overstående, og vi er blevet fint mætte når der kun har været kød og grønt. Christian bemærkede også forleden at han kunne se at jeg spiste mindre, så det er altså ikke kun mig selv der har lagt mærke til forskellen - det er jo dejligt :)

Apropos grønt, så invisterede vi i går i en Spirali også kaldet Spiralizer. En lille køkkenfidus man kan lave grøntsagsspagettig med. Altså rive grøntsager så de formes som nudler mm. Jeg glæder mig meget til at få den afprøvet og leder pt. efter nogle opskrifter vi skal give os i kast med. 
Vi fandt den på tilbud i Urtehuset til 285 kr :)


mandag den 12. august 2013

Salat med merguez pølse og kylling

Lavede denne lækre salat på en af de (efter min smag, lidt for) sommervarme dage. 

Christian vil gerne at vi kører lidt stenalderkost ind i vores hverdag igen, og havde købt merguespølser som som vi stegte og kom i en salat bestående af en bund af spinat, samt forårsløg, sugar snaps, avokado, cherry tomat og stegt kylling. Vi lavede en let dressing som blev hældt over, af olie, hvidløg og salt/peber. 

Det blev rigtig godt, og mættende! Jeg kan godt have svært ved kød i 500 graders varme, men når det serveres med så meget frisk og knasende grønt er det nu altså helt ok :) 

tirsdag den 23. juli 2013

Omelet med grønt

Mit forhold til æg er lidt blandet, om morgenen kan jeg fx godt spise et kogt æg - hvorimod jeg står lidt af på scrampled eggs da det bliver alt for tungt. Jeg har altid bedst kunne lide en morgenmad bestående af havregryn, rosiner og cornflakes eller, hvis jeg er til brunch, kolde retter som salater, brød/pålæg og yoghurt.
Af samme grund har jeg aldrig gjort mig i omeletter, men det udgør jo faktisk en rigtig fin aftensmad, der mætter godt uden at blive al for tung her i sommervarmen.
Derfor prøvede jeg at lave en med forskellig grønt, og det var simpelthen så nemt og godt at jeg lige må dele opskriften.



Omelet til en person
2 æg
salt og peber
en håndfuld revet cheddar
en lille kop ærter
en håndfuld edamame bønner
2 finthakkede forårsløg
en lille håndfuld frisk spinat

Pisk æg med salt og peber. Hæld lidt olie på en slip-let pande og tænd for middel varme.
Når panden er varm hældes æggemassen på og får lov at stege indtil bunden er fast og gylden. Vend pandekagen forsigtigt, drys osten udover og steg den færdigt.
Lad så omeletten glide over på en tallerken, læg grøntsagerne på halvdelen og fold. Voila :)
Det var rent guf!

lørdag den 13. juli 2013

Confit de canare


Ja der er vist gået lidt ferie i den for mit vedkommende :) Når det bliver varmt har jeg bare ikke lyst til andet end salat og koldskål, men det er vel ok, nu det er bikinisæson :P


I går tog Christian og jeg en tur i Torvehallerne og der kom der ramte apetitten mig dog - elsker at gå og summe derinde. Hvis bare det dog var lidt billigere, eller jeg havde lidt flere penge :D Så havde jeg kunne fylde flere indkøbsvogne med urter, olier, frisk fisk og ost, uhm! 

Det blev dog kun til tre små macarons, da hverken Christian eller jeg havde smagt dem. De er jo så hypede, men altså jeg ville egentlig nok hellere have haft de tre små mini berlinere der lå i boden ved siden af :D Jeg var altså ikke videre imponeret, men nu er de da afmystificeret. 

Til frokost købte Christian en meatza fra Paleoboden, mens jeg rendte ned efter en confit de canare sandwich i den franske 'Pollo' bod (mener jeg den hedder). Min vejleder var den første der introducerede mig til denne confit de canare, og han fortalte mig også om denne sandwich, så den måtte prøves, hvilket jeg IKKE er ked af jeg gjorde, nom nom nom den var god. 



mandag den 24. juni 2013

De lækreste boller

Må lige dele den her opskrift med jer, for det er helt klart min nye yndlings. 
For et par uger siden skulle jeg bage burgerboller og tænkte at Claus Meyer sikkert havde en god opskrift. Efter lidt googlen rundt fandt jeg da også en, og det blev en sikker sejr. Jeg synes dog personligt at bollerne er lidt tunge, og derfor bruger jeg dem nu som morgenboller. De skal hæve i rigtig lang tid ca. 2,5 time, men det er det værd! Bollerne bliver simpelthen så sprøde og luftige - så jeg har nu (endelig) lært at tålmodighed betaler sig :D



Her har i min version

25 gr. gær
5 dl. lunt vand
ca. 600 gr. hvedemel
ca. 300 gr. grahamsmel
1 tsk. sukker
1-2 tsk salt
75 gr. flydende magarine

Smuldr gæren i en skål og hæld den lunkne vand over. Eftersom der kun skal bruges en halv pakke gær har jeg ofte en pakke stående åben i lidt tid. Man kan dog tjekke at gæren stadig er levende ved at lade den stå i vandet i 5-10 minutter, her vil det skumme lidt hvis den er god. 
Bland resten af ingredienserne i og lad maskinen (hvis du har sådan en) ælte 10-15 minutter. 
Lad herefter dejen hæve i skålen i 60 minutter.

Efter første hævning slås dejen ned og der kan formes ca. 16 alm. boller. Bollerne hæver så under et klæde, i endnu 60 minutter. Herefter trykkes bollerne flade med en fx. bageblade og hæver tredje og sidste omgang i 30 minutter. 

Bag bollerne i 15-20 minutter ved 220 grader. 
De er SÅ gode lune med en omgang tandsmør :D

fredag den 7. juni 2013

Flanksteak med coleslaw og grovfritter

I dag synes jeg kæresten skulle forkæles lidt - det fortjener han en gang imellem. Så jeg dryssede i Fakta og fandt to dejlige flanksteaks på tilbud. Det passede jo fantastisk til det coleslaw jeg havde gået og drømt om hele dagen - så de røg i kurven.
Af fredags-lækkerier var det en dejlig nem ret at stykke sammen. Coleslaw'en lavede jeg af et kvart hvidkålshoved, 2 stilke selleri og 5 medium gulerødder. Blandede en dressing bestående af 1 lille bøtte creme fraiche, en spsk mild sennep (jeg skal have mig en stærkere, måske en dijon med honning), saften af en halv citron og så selvfølgelig salt og peber.

Grovfritterne lavede jeg ved at blande kartoflerne med olivenolie, timain, salvie og salt for så at smide dem i ovnen i ca. 40-45 minutter ved 225 grader.

Sidst men ikke mindst lavede jeg en marinade til bøffen bestående af 3 fed hvidløg, en god sjat soya, ca. 2 spsk honning og lidt sesamolie. Lod kødet trække i marinaden i ca. en halv time ved stue temperatur - og det blev virkelig lækkert, og smagte tydeligt igennem i det tilberedte stykke kød.
Så det er klart en marinade jeg skal bruge igen :)
Kødet blev smidt på en grillpande med varmen for fuld skrue - 5 min på hver side. På pakken stod der 5-7 minutter, men jeg vil sige max 4, for kødet var gennemstegt og jeg kan nu bedst lide det rosa/rødt. Men det afhænger jo selvfølgelig af kødet og personlig smag.


lørdag den 1. juni 2013

Rigatoni pasta tærte

Forleden fandt jeg en skæg opskrift som jeg bare måtte afprøve. Det er en slags lasagnetærte lavet i en springform. I opskriften bruger hun kalkunkød, men jeg vidste ikke lige hvor jeg kunne finde det i hakket form, så jeg lavede det med oksekød - og tilsatte desuden mornaysauce, en ting jeg absolut ikke kan undvære i lasagne :)
Blogindlægget hvor jeg fandt opskriften er at finde her. Jeg kan godt anbefale at læse lidt derinde, hun skriver godt, og jeg grinede flere gange undervejs da jeg læste opskriften :)



Retten som jeg lavede den bestod af:

500 gr rigatoni pasta
500 gr hakket oksekød
1 rødløg, fintsnittet
3 fed hvidløg, knust
1 dåse hakkede tomater
En sjat rød balsamico
Basilikum, oregano, salt og peber
Mornaysauce
Revet ost

Brug en god tykbundet gryde. Start med at svitse løget i lidt olie. Efter to minutter tilsættes hvidløg. Når hvidløget
dufter er det tid til at lægge kødet i gryden.
Dåsetomaten hældes over kødet når det er brunes, sammen med krydderurterne og balsamico. Lad så saucen stå 
og simre i 20-25 minutter til den er tyknet. Smag til med salt og peber undervejs.
Imens koges pastaen. Den skal være underkogt! Ca. 3 minutter kortere end hvad
der angives på posen. Skyld det godt med iskoldt vand når de tages af varmen, ellers er de forbandet varme at 
arbejde med. I original opskriften bruger hun en springform på 23 cm, det er dog, efter min erfaring lidt for 
stort i forhold til mængden af pasta, i min blev der er lille hul i midten, som jeg dog bare fyldte med ekstra kød. 
Hæld kødsaucen over rørene og top med mornaysauce og revet ost (Det kunne lige akkurat være i formen - perfekt).

Bag tærten i 25 minutter ved 200 grader og lad den så køle af 20 minutter i formen før du åbner den.
Jeg serverede den med en enkel salat - og det var helt manifique ;) 



torsdag den 30. maj 2013

En dag med gorgonzola og rabarber

Den sidste måned har jeg forsøgt at styre mit kalorie indtag med app'en 'shape up'. Jeg tog en smule på under det sidste af mit specialeforløb, og det vil jeg jo selvfølgelig gerne af med igen. Heldigvis har jeg en meget samarbejdsvillig krop, og kan allerede se jeg er tæt på min gamle vægt, hvilket jo er herligt. Jeg vil dog gerne smide lidt mere så forsøger at holde niveauet.
I går gav jeg dog mig selv frit lejde til at spise masser af pasta med ost og bacon, samt et kæmpe stykke kage - og nøj hvor var det skønt :D

Frisk pasta med gorgonzolasauce og bacon

1 pakke frisk pasta
ca. 75 gr gorgonzola
1 pakke bacon
2,5 dl fløde (jeg bruger stort set altid de fedtfrie af slagsen)
1 stort rødløg, finthakket
1-2 fed hvidløg, knust
Basilikum

Bag baconskiverne i ovnen på et stykke bagepapir - når de er sprøde tages de ud og lægges på fedtsugende papir.
Svits løget to minutters tid og tilsæt så hvidløg. Når hvidløget begynder at dufte tilsættes fløde og ost i gryden. Varm langsomt op og rør til osten er smeltet. Knust baconskiverne og riv basilikumbladende groft og hæld det i saucen.
Bland tilsidst saucen sammen med den frisk kogte pasta.

Normalt er jeg ikke vild med blå ost, men lige i sauce (og på pizza) er jeg helt fjollet med det - det har en lækker, karakteristisk smag når det opvarmes - lige efter mit hoved.


Rabarberkage 

Mine forældre har altid masser af rabarber så jeg får altid en god håndfuld med hjem fra dem. Tænkte at lave grød eller marmelade af dem, men fandt i stedet opskriften på en lækker kage her.
Udelod dog mandler.

500 gr rabarber i ca. 0,5 cm skiver
100 gr smør
200 gr sukker
1 æg
3 spsk vaniliesukker
75 gr kokosmel
175 gr mel
2 tsk bagepulver
1,5 dl skummetmælk

Start med at blande sukker og smør. Jeg nuldrede det med fingrende som jeg plejer.
Bland mel, vaniljesukker, kokosmel og bagepulver sammen i en anden skål, og tilsæt smør/sukker blandingen samt æg og mælk og til sidst rabarberne.
Hæld blandingen i en bradepande og bag i 40-50 minutter ved 175 minutter. De sidste 10 minutter dækkede jeg min kage med sølvpapir for at undgå at den blev for mørk.

Jeg fråser med creme fraiche, i know! Men jeg ELSKER det :D

En sommerlig frikassé

Ih hvor har vejret været skønt i dag :) Jeg har ligget i de sene eftermiddagstimer med mine tre mutter ude i haven og nydt solen - herligt! Selvom jeg hader at bo i byen, og længes efter den dag vi kan flytte i hus med egen have, så er det nu meget hyggeligt når bygningens beboere og deres børn kommer forbi og siger hej til mig og pelsboldene. Får altid snakket med en masse, det er nu sjovt.

Carlo synes det var lidt hårdt at skulle spise så meget græs - ak ja, man 
burde have været et marsvin


Jeg var hjemme hos mine forældre i weekenden og fik lov at stjæle et af de her små opskriftshæfter der ofte er klipset på 'Hjemmet' og div. andre blade. Fandt en opskrift på frikassé som jeg synes så spændende ud, så det skulle afprøves i dag. Det blev bestemt en succes, er vild med den cremede sauce, de sprøde grøntsager og at man kun behøver en portion for at være mæt :)



Opskriften som jeg lavede den (og her er nok til 2-3 pers.) er som følger;

500 gr nye kartofler
4-5 gulerødder
1 bundt grønne asparges
5-6 dl grønt boullion
1,5 dl creme fine
3 store tsk majs stivelse
1 stor tsk grov sennep
saft af en halv citron
130 gr ærter
persille
salt og peber

Gnub kartoflerne rene og skær dem i mundrette bidder. Læg dem i en gryde og tilsæt boullion, kog det op og lad det simre i 10 minutter. I mens skrælles gulerødder og asparges rengøres. Begge skæres i derefter i grove stykker.
Efter de ti minutter tilsættes gulerødderne og gryden får lov at simre 3 minutter. Herefter tilsættes så asparges og retten får lov at koge yderliger 2-3 minutter.
Si så suppen fra grøntagerne i en ren gryde. Hæld ærterne ned til grøntsagerne og læg låg på.
Saucen laves nemt ved at blande fløde og jævner sammen og tilsætte det i suppen. Kog op under omrøring. Når det småkoger tilsættes sennep, og her slukkede jeg så for varmen.
Smagte til med citron, krydderier og persille og hældte så saucen over grøntsagerne.

Det smagte rigtig dejligt, og glæder mig til i morgen hvor vi skal have resterne - sikkert sammen med en frikadelle eller to :)

onsdag den 22. maj 2013

Grillet polenta med koteletter og rødvin/tomatsauce

Jeg trængte til at prøve noget nyt i går, så jeg kastede mig frygtløst ud i kunsten at lave grillet polenta. Vi har haft en pose polentamel stående i, like forever, så tænkte at nu skulle det altså bruges.

Polenta er en form for majsmel som koges og laves til grød eller, som her, grilles på en pande efter grød-massen har kølet af. 



Jeg brugte ca. 300 gr polentamel og ca 2 liter vand, hvilket gav RIGELIGT til os to mennesker. Tror vi har nok til 3-4 dage :P 
Men altså, vandet bringes i kog med lidt salt, herefter drysses polentaen i gryden og så skal der ellers røres godt. Brug helst en god tykbundet gryde, det sætter sig nemlig hurtigt fast. På min pakke mel stod der at det skulle koge i 30 til 40 minutter - så det fik 35 min. Jeg rørte ofte undervejs, for at sikre at det ikke brændte på, og i min kære italienske kogebog står der desuden også at slutresultatet får den bedste konsistens ved hyppig omrøring. Så husk det!
Når massen har kogt færdig hældes den i et fad og afkøler ved stuetemperatur (goe gamle kogebog skriver, at hvis det sættes i køleskabet dannes kondens vand og det bliver svært at få ud af formen). Desværre glemte jeg at blande en tsk salt og 50 gr. parmasan i massen inden jeg kom den i formen, så det blev en meget neutral polenta, hehe.

Efter et par timer var det på tide at få 'kagen' (det ligner det altså) ud af formen. Jeg var lidt spændt. Det har en sjov wobbly konsistens, lidt som en fast budding :D Men meget nem at have med at gøre. Fik hurtigt delt den på midten og skåret tynde trekanter. Stillede det så til side. 

Saucen lavede jeg ud af følgende;

1,5 rødløg, snittet fint
2 fed hvidløg, knust
2 dl rødvin
3 svinekoteletter 
1 ds tomat

Jeg startede med at grille koteletterne på en grillpande, og stillede dem til side. 
Svitsede løget i lidt olivenolie og tilføjede så hvidløg. Da hvidløget begyndte at dufte, hældte jeg vinen over og lod det stå og småsimre til det var kogt ind. Herefter kom jeg tomat i og krydrede med salt og peber. Til sidst skar jeg koteletterne i skiver og hældte dem i saucen. 

Mens saucen stod og simrede grillede jeg polentaen. Jeg gav Christian en super lækker Eva Trio grillpande sidste år som vi har været meget glade for. Desværre besluttede han en dag at rense den med ståluld og fik derved ødelagt hele belægningen - øv øv! Så den fungere langt fra optimalt nu, da maden hænger fast i den. 
Nå, men jeg smurten den godt ind i olie og varmede den godt op. Grillede polentaen i ca 3-5 minutter på hver side. Og fandt hurtigt ud af at når de bare får lov at ligge længe nok, så slipper de selv panden og får de flotte riller. 

Drys de varme trekanter med parmasan.

Alt i alt var jeg ret tilfreds. Kan godt lide konsistensen af grillet polenta med den sprøde skorpe og bløde indre. Vil forsøge mig med det igen i aften tror jeg, måske under grill i ovnen - vi har jo ca et kilo stående i køleskabet der skal bruges :D

torsdag den 16. maj 2013

Weekend i Horsens

Jeg besøgte min veninde i et par dage i denne weekend. Hun og hendes kæreste bor i en lille by beliggende nær Horsens og det blev til et par hyggelige dage med havearbejde, god mad og afslapning.

De havde planlagt at vi skulle have pulled pork en af dagene og jeg var ellevild med den ide, da jeg har set SÅ mange posts om denne ret og derfor længe har ønsket at smage det :)
Om formiddagen fik vi marineret grisen og så røg den ellers en tur i ovnen, vist nok ved en 110-120 grader. Den var færdig ved en 7 tiden om aftenen, og det var bare gudespise. Lækkert og mørt og lækkert og sødt og og og... :D
Jeg havde mixet en coleslaw og så fik vi også lidt bagekartofler og rødvin til. Mums!
Efter byturen om aftenen gjorde det sig desuden gevaldigt godt som natmad.



Om lørdagen besluttede vi os for at køre til Horsens hvor vi ville spise running sushi. Min veninde havde for nyligt købt sushi fra stedet Sgoyi, og hun var vældig imponeret over mængden af fisk i rullerne. Derfor ville vi da lige undersøge om det forholdt sig ligesådan ved deres running sushi - og det gjorde det skulle jeg hilse at sige. Også jeg blev vildt imponeret :D Det er altså restauranterne i København kunne lære noget af.
Overall tror jeg at det er den lækreste omgang sushi jeg nogensinde har spist. Udvalget var stort og bestod bl.a. både af hvide, røde og sorte ris, samt rispapirsruller, shahimisalater, lækre hjemmelavede kager og meget mere. 
Fik da også lige hapset et par billeder af nogle af de forskellige makier 


Lidt forskelligt fra bordet, bl.a røget ål, rispapirs rulle med krebs og
forskellige makier med både hvide, røde og sorte ris
Knasende grøn salat med laks og krebsehale
Tjek lige mængden af laks i den bagerste rulle! Uhm!! 




lørdag den 4. maj 2013

Friske forårsruller med nudelsalat

I går forsøgte jeg mig for første gang med at lave forårsruller, og det gik så mænd også udemærket - hvis jeg selv skal sige det :D
Christian blev sat til at lave sauce og nudelsalat, mens jeg klarede forårsrullerne, derfor kan jeg ikke give den præcise opskrift på nudelsalaten



Forårsruller, 10-12 styk
1 pakke rispapir
1 avokado
1 humpel agurk
1 snackpeber
lidt salat
1 pakke kæmperejer

Limesauce
1 fed hvidløg, knust
Saft af 1 lime
2 spsk sesamolie
fiskesauce, svarende til mængden af limesaft
2-3 tsk sukker

Nudelsalat
nudler
Et halvt hvidkålshoved, fintsnittet
peanuts
woksauce fra Fakta :D

Saucen til forårsrullerne laves først og stilles til side så den kan trække lidt. Alle ingredienserne blandes bare sammen, easy peacy.
Jeg stegte alle rejerne kort, skar alle grøntsagerne i stave og lagde så hele pakken af rispapiret i vand. Sidstnævnte var vist en fejl! Papiret skal i enkeltvis, ellers klistre de sammen - de sidste blev også ligesom lidt for mættet af vand og faldt fra hinanden. Så jeg fik kun 10 ruller ud af tolv styk papir, hvoraf 2 af rullerne blev lavet af dobbelt lag papir, da de hang uadskilligt sammen. Men ok, det var jo første gang, så jeg er tilfreds :)

Nudelsalaten blev sådan ca. lavet ved at koge nudlerne, stege den fintsnittede hvidkål og så blande det hele sammen med woksauce og peanuts.

Det smagte rigtig dejligt, vi var især vilde med limesaucen - den var syrlig og frisk, og man behøvede ikke særlig meget af den før den gav et lækkert pift til rullerne. Uhm!


tirsdag den 30. april 2013

Meget hurtigt og meget lækkert

Jeg hader at elske Irma. Det er umuligt for mig at gå derind uden at komme ud med alt muligt mærkeligt som ikke fåes i Fakta. Sidst var det overprices røde ris, og denne gang var det tofu og rispapir til forårsruller - det er dyrt, men elsker nu at blive inspireret. Hapser også altid deres gratis madmagasin med hjem, synes altid der er nogle gode opskrifter/artikler deri. 
I deres sidste blad fandt jeg da også denne opskrift på hakket oksekød med rød karrysauce og nudler. 
Jeg havde ikke prøvet Irmas karrysauce før, men må sige jeg er vild med den! Dejlig cremet og lækker er den, og så er den endda uden e-numre :0) 
Jeg tilføjede lidt grønsager og skar lidt ned på kødet så opskriften blev som følger;



Nudler med hakket oksekød og rød karrysauce

ca. 400 gr. oksekød
1 Irmas udvalgte rød karrysauce fra Henrik Yde
Saft fra 1 lime
salt og peber
Et halvt broccolihoved i små buketter
1 rød snackpeber
1 gulerod i fine stave
5-6 forårsløg, i grove stykker
en passende mængde kogte nudler

Kog broccolibuketterne møre - jeg kan godt lide dem med bid i og det plejer at passe med ca. 3-4 minutter. Brun kødet med lidt olie og hæld saucen over når det er gyldent - retten varmes herefter godt op. Når saucen småkoger tilføjes limesaft og gulerødder og lad så retten småsimre derefter i et par minutter. 
De sidste 2-3 minutter tilføjes peberfrugt og forårsløg og bland så alle ingredienserne sammen. Det smager super dejligt og er perfekt i en travl hverdag :0) Næste gang tror jeg at jeg vil tilføje frisk koriander, det smager så dejligt til asiatisk mad.



torsdag den 25. april 2013

Tøsehygge; Steak med dejlig rødbedetzatziki, salat og chips

Jeg er en af de heldige der har veninder der rækker helt tilbage til folkeskolen, heri blandt er Trine. Vi har altid haft et særligt bånd og har brugt hundredevis af timer i stalden eller på hesteryg i vores teenage år. Senere boede vi dør om dør på kollegie hvor vi har spenderet mange weekender med at flade den ud sammen foran tv'et på hinandens værelser, festet løs i kælderbaren eller bare hygget sammen. Min skønne veninde er nu flyttet til Jylland, hvilket jo er lidt af en omvæltning. Nu ses vi vel en gang hver anden mdr. i gennemsnit, men så forsøger vi også at hygge ekstra meget sammen. I lørdags var Christian blevet sendt i byen og Trine var i København så vi skulle spise god mad og et smut på diskodasko.
Det blev en herlig aften. Trines forældre havde suppleret dejlige tyndstegsbøffer, samt rødvin, så jeg skulle faktisk bare stå for tilbehør. Det blev til rødbedetzatziki, salat, salte chips og en persillesmør.
Jeg er blevet ret glad for rødbedetzatziki, faktisk er det nok min foretrukne måde at spise denne kål på :) Det pynter også så fint på en tallerken sammenlignet med alm. tzatziki.
Vi lavede den mindre stærk da vi jo skulle ud blandt andre mennesker den aften, men man kan sagtens fylde flere fed hvidløg i end i den nedenstående opskrift.



Rødbedetzatziki

4-5 rødbeder (rå)
2 fed hvidløg
2 dl cremefraiche
1 dl græsk yoghurt
salt og peber

Det er så mænd meget enkelt, skræl og riv rødbederne. knus hvidløg og bland det med de syrnede mælke produkter og krydderrier. Mix så det hele sammen - tilsæt evt. lidt citron.

Salaten bestod af blandet salat, lidt rød peberfrugt, høvlet parmesan, solsikkekerner der blev svitset hurtigt på en tør pande, derudover var der oliven olie, salt og peber i. Kryddersmøren var alm. smør tilsat lidt frisk persille :)

onsdag den 17. april 2013

Dejlig citrontærte

Side weekend havde jeg inviteret et par af mine studiekammerater over for at fejre at jeg er kommet ud på den anden side af specialet.
Christian og jeg kastede os ud i at lave en culottesteg med ovnbagte rodfrugter, blancheret broccoli og hjemmelavet bearnaise.
Desværre fik jeg ikke taget nogle billeder og var så stresset at jeg ikke rigtig har overblik over hvad jeg gjorde :D Men det blev rigtig lækker, dog med en enkelt krise i køkkenet da saucen (jeg sværger, vi kikkede væk i max 30 sekunder!) selvfølgelig begyndte at skille. Øøøv! Jeg fik et lille flip og ville smide det hele ud - heldigvis fik Christian lige sat mig på plads, nu skulle han nok klare den!! Det er godt at han kan tage over engang imellem, det får han normalt ikke lov til hehe. Men lidt jævner og mælk fik reddet saucen og den blev faktisk rigtig god.
 
Da jeg nu er hjemmegående (jobsøgende) husmor, brugte jeg formiddagen på at lave karamelliseret citrontærte fra bogen Favoritter - Bagværk, over 100 opskrifter. Jeg kan altså virkelig anbefale den bog, den koster en 50'er og det er nogle skønne opskrifter der er heri.




Til tærten brugte jeg

Tærtedej
100 gr koldt smør, skåret i tern
200 gr hvedemel
lidt salt
2 spsk sukker
1 æggeblomme
en smule koldt vand

Fyld
5 citroner (økologiske)
2 æg
275 gr sukker
175 gr mandler, malet fint
1 1/4 dl piskefløde
1 dl vand

Tilbehør
Flødeis

Smør en form på 20-24 cm i diameter. Bunden til tærten laves ved at blande mel, salt og smør så det ligner rasp. Jeg plejer at 'nuldre' det med hænderne, men har læst en foodprocesser også kan gøre jobbet. Tilsæt så æggeblommen og sukkeret, og til så meget vand at dejen kan samles. Rul så dejen ud og læg den i formen. Læg bagepapir henover og fyld formen med tørrede bønner. Stil dejen i køleskabet i ca. 30 minutterog bag den så ved 190 grader i 10 minutter (med bønnefyldet). Fjern derefter bagepapir og bønner og bag tærtedejen i yderligere 5 minutter.

Mens bunden køler lidt af laves fyldet ved at blande saft og revet skal af citronerne med æggene, 85 gr af sukkeret, mandelmel og fløden. Hæld fyldet i formen og bag tærten i 25 minutter, igen ved 190 grader. Lad herefter tærten køle af en times tid.

Til sidst laves citronsirup. Skær de sidste citroner ud tyndt (jeg brugte kun 4 citroner i alt, men tror siruppen bliver bedst af 5 stk). Kom vand og det resterende sukker i en gryde og varm det indtil sukkeret er opløst. Lad det simre i 5 minutter, kom så citronskiverne i opløsningen og lad det simre i yderligere 10 minutter. Fisk citronskiverne op og pynt tærten med dem. Dryp til sidst resten af siruppen over tærten.
Jeg serverede tærten kold med en kugle vaniljeis til.

søndag den 7. april 2013

Aldrig eksamen igen!

Netop kommet ud fra eksamen, totalt overvældet
og lykkelig :) Sikke en dejlig dag!

Onsdag den 3-4-2013 var en stor stor dag, jeg blev nemlig færdig med min uddannelse som geolog. Dvs. at jeg nu kan kalde mig Cand. Scient. Geol. og det er stort, for da jeg var yngre troede jeg aldrig at det ville være muligt for mig at gennemføre en lang uddannelse. Den tvivl har jeg dog gjort til skamme, for det VAR muligt. På geologi uddannelsen skal man forsvare sit speciale og jeg synes egentlig ikke at det gik vildt godt. Jeg var meget nervøs og havde svært ved at formulere mig. Jeg har hele tiden regnet med at få et 7 tal, derfor var jeg ved at falde bagover da min vejleder afslørede at jeg fik 10. TI!!! En karakter jeg slet ikke havde turde håbe på. Faktisk måtte jeg også bede dem om at gentage det for troede faktisk at jeg havde hørt forkert. 

Christian, to skønne veninder og et par studie kammerater ventede på mig udenfor, og hvor var det dejligt at kunne afsløre karakteren for dem samt at kunne skrive det til familie og venner.

Jeg blev fejret om aftenen, med en dejlig kødgryde lavet af Christian (jeg gik mest bare forvirret rundt og kunne ikke fatte den flotte karakter) og champagne købt af tøserne <3 nbsp="" p="">

Det var lige i min ånd, lige som jeg allerhelst kunne tænke mig at blive fejret på :)

Nu skal der gang i den her blog igen og jeg skal lave noget dejlig mad - og så skal jeg finde mig et godt arbejde! Desværre ikke noget der hænger på træerne her i DK men jeg er fortrøstningsfuld :)

tirsdag den 19. februar 2013

3 små hapsere


I dag er det fiskedag hjemme hos os og da det jo pt. er sæson for stenbiderrogn skulle det da lige prøves.
Godt nok er det noget pebret, 95 kr for 100 gram ! Synes jeg hørte damen i butikken fortælle en mand at det skyldes overfiskning, så det er med en smule dårlig samvittighed at jeg købte min lille bakke rogn. Overfiskning er et problem der slet ikke tages alvorligt nok i disse dage.
Jeg bliver så trist ved tanken om hvordan vi mennesker tømmer havet for dets skatte, specielt det forbandede trawl-fiskeri burde forbydes i et vist omfang. Af samme grund spiser jeg meget sjældent tun, et af mine få principper :) Nå men det var lige dagens tanker, nok om fiske-udryddelse og min dårlige samvittighed.

Som sagt fik jeg min dyrebare lille bakke rogn med hjem, og den skulle da serveres på traditionel vis; anrettet på ristet toast, med creme fraiche (skyr) og rødløg. Dertil anrettede jeg lidt af gårsdagens rester på brød også, tomatsaucen gik fint som tomatpesto og valnøddepateen smagte faktisk endnu bedre dagen derpå.
Så det var vellykket (der blev dog lavet flere portioner end de viste, hvis nogen skulle være i tvivl :D )

De tre små hapsere
Stenbiderrog på ristet toast og skyr, med et drys af persille og rødløg
samt et skvæt citron 
Tomatsauce aka pesto :)
Valnødde/svampe pate på spinat og toast

Raw lasagne


Vores paleo-dag blev i går lavet om til veganer-dag efter jeg fandt denne skønne opskrift på Raw lasagne hos Madbanditten. Det er dejligt ikke at skulle have gang i ovnen, og retten i sig selv er ganske nem da alle elementerne bare skal blendes sammen til den rette konsistens og så stables i lag med de squash pladerne. 
Lækker lille ret, der er en fryd for øjet :) 



Til ca. 3 personer
Tomatsauce
1 dåse tomat, si vandet fra
1 stor håndfuld soltørrede tomater
2 fed hvidløg
1 god sjat olivenolie
Citronsaft efter smag (jeg brugte ca. 1/3 del)

Nøddeost
2,5 dl cashewnødder
1 dl solsikkekerner
1 rød peberfrugt
citronsaft (igen ca. 1/3)
1 tsk tørret timian
1 spsk frisk persille
en lille smule vand (efter behov)

Valnøddlag
Ca 2 dl. valnødder
1 håndfuld soltørrede tomater
90 gr champignoner 
lidt olivenolie
cayennepeber, oregano og persille efter smag
1 spsk soya
1 spsk sirup

Spinatlag
4 dl spinat (optøet)
lidt olivenolie
en lille håndfuld cashewnødder
1 knsp salt og peber

Pasta
1 squash i skiver

torsdag den 14. februar 2013

En hurtig omgang pasta med laks

Altså det er ingen hemmelighed at vi herhjemme har en svaghed for ost, og det gælder dermed også ostesauce. Så forleden da det hele skulle gå lidt stærkt blev det da også til en gang frisk pasta med ostesauce, laks og grønt i form af ærter og forårsløg

Hertil brugte jeg
1 pakke frisk pasta
En halv mornaysauce
2 laksbøffer
2 håndfulden frosne ærter
4 forårsløg, hakket

Kog laksebøfferne med skind i 12 minutter. Pil derefter skindet af laksen og skær den i mindre stykker. Opvarme imens ostesaucen og kog pasta og ærter (sammen) i 2 minutter. Mix det hele og voila, så er der mad på 20 minutter :0)



onsdag den 30. januar 2013

Fiskedunser, hvidkål og nyt design

Så har bloggen fået en lille retouchering. Muligvis har det noget med mit vinterhumør at gøre, men jeg synes den virkede så mørk og kedelig, så nu er den opdateret med et friskt pust af forårsgrønne nuancer :)

I modsætning til det nye og friske webdesign var maden vi lavede i går lettere oldschool med fiskefrikadeller og flødehvidkål. Ikke at det gør spor, jeg er meget glad for god gammeldags mad og havde desuden 3/4 hvidkål, samt kartofler og broccoli jeg skulle have tilberedt.



Stegningen af den dejlige laksefars, købt hos en fiskemand i Frederiksberg, stod Christian for. Nok elsker jeg at spise frikadeller, men jeg hader hader hader at stege dem - det er mit liv simpelthen for kort til.

Flødekålen lavede jeg efter Frk. Jensens

3/4 hvidkål
salt + vand
2-3 dl fløde
50 gr smør
1 tsk jævner
1-2 tsk muscatnød
salt og peber

Lidt citron

Skær hvidkålen i store blogge og kog den i letsaltet vand i 15 minutter. Hæld derefter vandet fra og lad kålen dampe lidt af. Når kålen er kølig nok til at kunne røres ved, hakkes den groft. Imens smeltes smøren i den rengjorte gryde, og når det har boblet færdigt hældes kålen over og røres lidt rundt. Tilsæt så de sidste ingredienser og varm godt op. Husk at røre! det brænder hurtigt på.
Citron smager dejligt over den færdig hvidkål og fiskefrikadellerne

mandag den 28. januar 2013

Burger med hvidkålspandekager

Vi har fået en ny favorit herhjemme, nemlig hvidkålspandekager - også kaldt kålklatter. En opskrift jeg derfor lige må dele med jer.

I et forsøg på at lave mere mad efter paleo, LCHF (Low Carb High Fat) og vegetar koncepterne har jeg indført faste 'diæt' dage hvor aftensmaden består af noget i den genre. Jeg faldt over opskriften her da jeg sad og lurede på blogs og kan se at mange er vilde med det som et alternativ til brød - noget jeg nu kan tilslutte mig :D

Kålklatterne blev i første omgang introduceret for manden i form af en saftig burger, som jeg fik stor ros (hvilket altid varmer om hjertet). Det er bestemt ikke sidste gang jeg bager disse pandekager! Så vidt jeg kan læse kan man også lave dem med alskens slags grøntsager så det skal da også lige undersøges og afprøves.

Et stks kålklatburger med hjemmelavet mayo. Ammenammenam!


Til en 16-18 pandekager skal der bruges følgende;

1 kvart hvidkålshoved
5 gulerødder
1 dl hasselnødder
0,5 dl solsikkekerner
2 æg
60 gr ost, jeg brugte gouda
1 spsk karry

Start med at rive gulerødderne og hvidkålen fint (jeg brugte min minihakker, som faktisk er ret stor og virkelig effektiv). Afmål nødder og kerne og purer dem til en finkornet melet masse, hæld det sammen med grøntsagerne. Riv osten og bland dette, samt resten af ingredienserne sammen så den er godt klæbrig, giv gerne hele massen en gang i en foodprocessor (eller minihakker) :)
Fordel dejen på en bageplade og form dem til runde pandekager af max 0,5 cm, det var ihvertfald det der fungerede bedst for mig.
Giv dem så en tur i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter og lad dem køle lidt af.

I mellem tiden havde jeg smækket en chilimayo sammen bestående af ca. 1 dl mayo, 0,5 dl sød chili sauce, en smule sambal olek og lidt hakkede syltede agurker.






fredag den 25. januar 2013

Hokkaidosuppe

Ja der er åben bart gået suppe i den denne uge, men det gør ikke spor for jeg det er noget jeg virkelig elsker :) Havde egentlig ikke planlagt det, men faldt over det her flotte græskar i Føtex i går til 15 kr så det skulle sættes til livs i dag.

Smukt ser det jo ud og smagen er til og med lige så skøn :) 


Cremet hokkaidosuppe til 2

1 Hokkaidogræskar
1 rødløg
1 stor gulerod
3 små kartofler
3 fed hvidløg
2-3 cm ingefær
1 rød chili
1 skvæt risvineddike/citron eller andet syrligt
1 stor skefuld creme fraiche
salt + peber
koriander

Skræl græskaret og fjern kerner samt det fibrøse kød i midten (gem det). Skær det faste kød i grove stykker og steg det under svag varme i lidt olie. Mens græskarkødet steger, snit/riv da løg, hvidløg, ingefær, chili, gulerod og kartoffel og hæld det herefter i gryden og steg i et par minutter. Hæld så vand i gryden så ca. 2/3 af grøntsagerne er dækket og lad retten simre i 15-20 minutter.
Mens suppen koger rens da græskarkernerne (kræver godt nok lidt tålmodighed skulle jeg hilse at sige). Bland kernerne med lidt olivenolie og soya og læg dem på et stykke bagepapir. Sæt dem så i ovnen (højt oppe) i 10-12 minutter.
Når suppen er klar, blend den da og bland creme fraice, eddike og krydderier i. Lad simre endnu et par minutter og server med frisk hakket koriander og de ovnstegte kerner :)  

Carlo har forresten fået fjernet sting fra sin operation i dag. Dejligt det nu er slut med dyrlæge i denne omgang. Det var dog en smule voldsomt, især for kæresten der var taget med. Dyrlægen, en mand af en vis kaliber, beordrede mig til at holde Carlo fast mens Christian fik besked på at holde bagbenene således at hr. dyrlæge kunne klippe trådende uden et kræ der sprællede al for voldsomt.
Jeg har prøvet at holde før i sådanne situationer, og synes bestemt ikke det er rart, men det skal jo gøres. Christian derimod var "ny" og havde det ikke godt med at Carlo hylede og snoede sig. Doktor Dyr råbte dog bestemt "HOLD FAST! HOOOLD FAST!!" ... Og det gjorde vi, så Carlo er nu helt fri for sting.
Efterfølgende var det dog nærmere Christian der skulle trøstes og ikke marsvinet haha :D

torsdag den 24. januar 2013

Stærk suppe med sorte bønner

Jeg er utrolig glad for bønner og da det er et sundt alternativ til kød vil jeg gerne at vi spiste det lidt oftere. For et par mdr. siden købte jeg et kilo sorte bønner, som efterfølgende blot har ligget og kukkeluret i skabet. Havde tænkt at bruge det til nogle salater, men det er der ikke lige blevet noget af. Så i dag skulle det være :)
Jeg fandt en spændende opskrift på bloggen Simply Recipes som jeg kastede mig over, med et par små ændringer. Desuden halverede jeg opskriften, da vi jo kun er to og da blev der endda en portion til overs.

Den færdige suppe. Fyldig og stærk (skal ærligt indrømme at den kradsede i næsen, men det er nu bare dejligt på en kold vinterdag). Appelsin og koriander giver suppen et lækkert pift.

Her er ingredienserne
Løg, peberfrugt og hvidløg svitses på panden i lidt olie

Ca. 4,5 dl sorte bønner
1,2 l vand
1 laurbærblad
1 tsk oregano
3 enebær
1 tsk spidskommen
1 rødløg
1 alm løg
4 fed hvidløg
1 grøn peberfrugt
salt
2 tsk sambal olek
2,5 dl appelsinjuice
Saft fra 1 lime (glemte jeg desværre, men er sikker på det klæder suppen)
1 sjat risvin eddike
en lille håndfuld koriander

Bønnerne udblødes i et lille døgns tid. Herefter hældes vandet fra og bønnerne lægges i en stor tykbundet gryde. Hæld det friske vand henover samt laurbærblad, oregano og enebær. Lad det små simre i ca. 40 minutter. 
Imens snittes løg, peberfrugt og hvidløg fint og svitses på en varm pande i lidt olivenolie. Tilføj sambal olek og spidskommen under stegningen. 
Når bønnerne er blevet bløde, men ikke helt færdige - fiskes laurbærbladet op og løg blandingen hældes i bønnesuppen. Lad det herefter koge i ca. 1 time. 
Når suppen er færdigkogt, hældes halvdelen af appelsinjuicen i og gryden får lov at simre kort. Smag så til med salt og evt. mere chili (jeg synes 2 tsk var rigeligt!) og når suppen er tilpas hæld da resten af juicen i sammen med eddiken. 
Server i en skål og top med koriander, det giver en dejlig parfumeret friskhed til suppen. Vi spiste nachos med creme fraiche til :) 

lørdag den 19. januar 2013

Cafe 22

Efter et par runder i Lyngby Storcenter i går trængte Christian og jeg til en god omgang mad og besluttede os for at tage til et af vores yndlings steder, nemlig Cafe 22 der ligger nær Sant Hans Torv med udsigt over søerne. Cafeen er super hyggelig med dejlig mad og drikke samt godt betjening, så jeg kan bestemt anbefale at slå et smut forbi :)
Christian fik en kæmpe pariserbøf med hele moletjavsen (fik desværre intet billede heraf) mens jeg fik en lækker burger med rustikke pomme frittes og chilimayo. Det var super lækkert, og tjek da lige den fine chilipynt på burgeren :D desværre var den spildt på mig da jeg ikke bryder mig om jalapenos, men hyggeligt var det nu. Dertil fik jeg en varm hyldeblomstdrik. Uhm!
Glæder mig allerede til onsdag hvor vi skal derhen igen med en kammerat :)


fredag den 11. januar 2013

Dyrlæge og bananpandekager

Min lille gris. Krydser fingre for han klare den i dag
Jeg har afleveret min lille hangris Carlo hos dyrlægen her til morgen. Den lille mut har en stor (godartet) tumor i lysken som vi har besluttet af få fjernet. Nogle vil nok sige at jeg er skør at få opereret et marsvin, men han er i sin bedste alder, og ellers sund og rask. Derfor vil jeg gerne gøre mit for at han kan få endnu et par år sammen med sine to dejlige damer.

Der er jo altid en risiko ved at bedøve sådan et lille kræ, så jeg forsøger at holde tankerne væk de næste par timer. Blandt andet ved at lave en stor portion banan pandekager da jeg kom hjem fra dyrlægen i morges.


Jeg har brugt opskriften fra griseriets pandekager men et par små ændringer. De blev super lækre, og der er da en smule til overs som jeg tænker vi kan bruge med en kugle vaniljeis når vi får kammerater på besøg i aften.

Lækre og sprøde var de


















Banan-brunch pandekager, ca. 20 stk

2 bananer, gerne plettede
150 gr. grahamsmel
150 gr. hvedemel
saften fra 1 citron
1 stor tsk kanel
1 stor tsk vaniljesukker
4 dl vand
1-2 tsk smeltet smør

Mos bananerne grundigt og bland de resterende ingredienserne i dejen. Man kan bruge en smule bagepulver så pandekagerne puffer op, men jeg var desværre løbet tør. Dejen er dog tyk så de blev fine alligevel :)
Spiste dem med sirup og en klat syltetøj. Uhm!




søndag den 6. januar 2013

Et nyt år er begyndt

... og hermed skal jeg se at få startet lidt op på min blog igen, har nemlig lovet mig selv at kæmpe for at få kørt sund og god mad ind i vores liv igen på trods af vi går igennem en hård tid med mit speciale og kæresten der er syg. Men god, næringsrig mad er jo, ihvertfald efter min overbevisning, vejen frem, så nu er det slut med de usunde løsninger som desværre ofte har været på bordet de sidste par måneder.

Jeg stod for forretten til vores nytårsaften, hvor jeg bla. lavede børek. Jeg havde dog købt al for meget filodej så den stod på laksepakker her til aften.

Til 4 pakker brugte jeg:
4 stykker laks, optøet og uden skind
4 plader filodej, optøet
1 stor håndfuld optøet spinat
1 rødløg, fint snittet
1 lille håndfuld smuldret feta
1 æg
salt  + peber

Dette er faktisk en dejlig nem og hurtig opskrift som er inspireret af en jeg engang faldt over på arla.dk (som altid, hehe). Start med at knuge vandet fra spinaten og bland så æg, løg, ost og krydderier heri. Læg et stykke laks på hver plade filodej og læg en skefuld af spinatblaningen ovenpå. Pensl kanterne af filodejen og fold den sammen til en firkant. Pensl herefter med vand.
Bag pakkerne i ovnen i 20 minutter ved 200 grader.

Jeg serverede en salat af friske spinatblade, dampet broccoli og tomat til - toppet med kerner, olivenolie og en knisp salt :)