torsdag den 23. december 2010

juleknas

Jeg har haft gang julegodterne i dag, blev inspireret af et af Irmas kataloger og har lavet tre slags konfekt:




Marcipankugler med abrikos og syltet ingefær
Jeg halverede opskriften, på nær mængden af ingefær som jeg kom til at glemme (ups) men gør nu ikke så meget, de smager stadig dejligt.
Opskriften som jeg lavede dem
1 stks syltet ingefær
5 tørrede abrikoser
lidt kanel
100 gr. marcipan
1 dl skyllede og hakkede pistacienødder

Jeg hakkede abrikoserne fint og rev ingefæren for derefter at blande dem sammen og drysse kanelen over. Rullede marcipanen ud, lagde fyldet i midten og rullede massen til en pølse som jeg skar ud i stykker. Til sidst trillede jeg stykkerne runde i hånden og dryssede de hakkede nødder over dem. Dejlig nem opskrift, især for en nybegynder som mig inden for konfektens verden :)

Havrekager med choko og rosiner
50 gr. sukker
3 dl havregryn
1 spsk. mel
1 knips bagepulver
100 gr smør
1 æggeblomme
200 gr smeltechokolade
Jumbo rosiner efter smag

Sæt ovnen på 200 grader. Jeg blandede de tørre ingredienser sammen og kom derefter smør og æg i og æltede 'dejen' for derefter at rulle den ud så det var knap en cm høj. Smed den i ovnen og bagte den i 16-17 minutter. Skar massen op mens den endnu var varm, men brækkede den ikke fra hinanden da det stadig var blødt mens det var lunt. Efter en times tid smeltede jeg chokoladen (kogte en 1 liter vand i en gryde, slukkede for gassen og satte en skål ned i vandet med chokoladen, fungerede  rigtig godt). Dyppede hvert stykke i chokolade og pyntede med to rosiner.

Nugat/marcipan konfekt
Så nemt som det nu kan blive. Rullede det sidste af marcipanen ud, fyldte nugat i midten og rullede massen sammen til en pølse, som jeg skar i stykker. Disse rullede jeg dog ikke til kugler da jeg tænkte de ville blive fine som de var. Dyppede dem i resterne af chokoladen og pyntede med mandler og krymmel :)

Glæder mig til at se hvad familien siger til lækkerierne.

søndag den 7. november 2010

suppetid

Vi er nået en af mine yndligstider på året, ja! jeg elsker efterår! :) Træernes smukke gyldne nuancer, stearinlys i vinduerne, varmt tøj og ikke mindst råhygge under dynen med en kop the mens regnen pisker ned uden for.
Varme fyldige supper er også et must for mig i denne tid og de sidste par dage har jeg lavet to lækre supper, begge fra bogen "500 supper" af Susanne Blake (en af mine favorit kogebøger)

Gulerodssuppe med porre & kartoffel
En dejlig mættende og ikke mindst SU-venlig suppe :)















Ingredienser:
3 gulerødder, grofthakkede
2 porrer i skiver
1 lille kartoffel, grofthakket
1 1/4 dl grøntsagsboullion

Alle ingredienserne hældes i gryden og koges til grøntsagerne er møre (ca. 20 minutter). Herefter blendes suppen og krydres med salt og peber. Jeg tilsatte lidt nudler for havde ikke lige noget brød. Smagte rigtig godt :)

Oksekødssuppe med chili, ost og tortilliachips
Lavede denne suppe til min kæreste i dag og han elskede den. Det er en rigtig mandesuppe som jeg lover vil gå lige i hjertet på din udkårne :)















lidt olivenolie
1 løg, hakket
2 fed hvidløg, pressede
3 røde chilier, finthakkede (jeg brugte dog kun halvdelen, synes det lød lidt for stærkt til os)
250 gr. hakket oksekød
2 tsk stødt spidskommen
1 lille dåse tomatpure
1 grøn eller rød peberfrugt, hakket
1 dåse kidney bønner, skyllede
8 dl okseboullion
½ tsk timian
salt og peber
tortillia chips og revet cheddar til pynt

Løg, hvidløg og chili svitses i olien under svag varme i 4 minutter, hvorefter oksekødet tilsættes og brunes. spisdskommen, tomatpure boullion og timian blandes i og suppen bringes i kog. Skru derefter ned for varmen og lad suppen simre i ca. 15 minutter under låg.
Tilsæt peberfrugt og bønner og lad suppen simre yderligere i 10 minutter. Tilsidst smages til med salt og peber, og suppen er klar :) Pynt med cheddar og chips. Vi spiste lidt groft brød til, og ja indrømmet, resten af chipsene ;)

mandag den 20. september 2010

Efterår

Så er efteråret vist ved at have fået godt fat i Danmark og modsat mange andre elsker jeg efteråret. At se træerne skifte de grønne blade ud med røde, gule og brune nuancer, sidde under et tæppe med en varm kop the mens regnen siler ned udenfor og så kommer der bare lidt mere hygge ind i hverdagen når det begynder at blive mørkt og koldt uden for :) Jeg har netop købt mit nye "must-have" en varmpude!!!
Jeg lånte min vejleders varmepude på vores tur til Grønland i sommers, og har siden da svoret at jeg måtte eje en selv. Det var simpelthen den skønneste fornemmelse at kravle ned i en sovepose der var dejlig lun (for man lagde lige varmedunken i den 10 minutter inden man gik i seng) og så ligge og kramme den hele natten. Nu har jeg fået købt en selv, 130 kr på apoteket, herligt. Glæder mig til at kramme den hele vinteren :)

Nu vi er ved efterår, så var kæresten og jeg lige ude og gå en laaang tur i Dyrehaven i går. Dejligt med lidt frisk luft, savner jeg godtnok herinde i byen.

onsdag den 18. august 2010

to små pelsbolde

Jeg har oplevet en hel ny glæde her i livet; Marsvin !! Jeg har haft mange dyr gennem mit liv fugl, fisk, kanin, hund, kat osv. men aldrig mutter (som jeg høre de små bliver kaldt). Mit sidste "kæle"dyr var en sirbirisk dværghamster med det fantastiske navn Fede Dorit, hun var en skøn lille sag men jo ikke ligefrem noget man sad og nussede med, det havde hun skisme ikke tid til. Nå men det lille pus fandt fred i den flotte alder af 2½ år her i foråret, og siden da har der bare været så tomt i lejligheden. Ingen puslen ovre i hjørnet *suk* - før NU altså :)
Jeg ville gerne have noget mere håndgribeligt, om man så må sige, og valget stod mellem marsvin eller kanin. Valget faldt på marsvin, både fordi de for det første er scociale dyr og så har jeg aldrig haft disse dyr.
Nu er jeg altså den heldige ejer af lille sorte Lava (hvirvelkryds + teddy) og smukke Diva (hvirvelkryds + sheltie) der sidder og snakker nede i deres bur. Det er jo simpelthen den hyggeligste lyd i verden, kan kun lige slåes af en kats spinden og lyden af Christians kærlige hvisken <3


lørdag den 10. april 2010

Fredags mad

Efter en torsdag aften med migræne (=KVALME i store mængder) var det rart bare at kunne slappe af en fredag aften i kærestens selvskab. Da jeg ikke kunne spise noget af den dejlige tandoori chicken jeg fik bikset sammen inden jeg måtte give op og lægge mig, havde jeg brug for en lille optur i køkkenet fredag aften. Det fik jeg heldigvis, det hele smagte simpelthen fantastisk :)
Madplanen dikterede bagte rødbeder med parmasancreme og dertilhørende fiskefrikadeller, salat og hvidløgsbrød.

Førstnævnte var dejlig nemt, skyllede rødbederne, skar dem i stave og lagde dem i et ildfast fad. Hældte tidselolie (som er en olie der er meget mild i smagen) over dem, samt frisk oregano og timian, salt og peber. Smed dem derefter i ovnen ved 175 grader i 50 minutter.

Opskriften på parmasancremen var også dejlig enkel:
100 gr græsk yogurth
2-3 spsk revet parmasan
1 knust fed hvidløg
salt og peber
Det hele blandes sammen og er klar til servering

Laksedellerne (ja indrømmet) er købt hos Netto, og smagte udemærket. Hældte lidt frisk citron over dem mens de lå på panden.
Salaten bestod af romainesalat, snackpeber, cherrytomat, agurk og rødløg.

onsdag den 7. april 2010

Kalkun med kokossauce

3. dag på den nye madplan. Det fungerer super godt indtil videre og kan allerede mærke hvor rart det føles ikke at stresse over hvad jeg nu skal finde på til aftensmad :)
Denne opskrift har jeg fundet på arlas hjemmeside og jeg har brugt følgende

150 gr. brune ris
2 dl creme fine (eller mælk)

4 spsk kokosmel
1 kalkunbryst (ca. 300 g)
lidt olie
2 tsk ostindisk karry
1 hakket rødløg
1 dl hønsebouillon
1 skivet porre
1 strimlet snackpeber
2 tsk bengalsk mangochutney
2 tsk fintrevet frisk ingefær
2 tsk friskpresset citronsaft
Salt og peber

Jeg startede med at sætte risene over da brune ris jo skal koge i 30-40 minutter. Ordnede grønsagerne hvorefter jeg skar kalkunen i strimler og brunede det i jordnøddeolie (den BESTE olie til fjerkræ!!).















Imens varmede jeg fløden op og tilsætte kokos, saucen skal så koges op hvorefter den skal trække i 5 minutter. Herefter siede jeg kokos fra fløden og hældte det (fløden) i en skål.















Svitsede derefter karry og løg i en gryde og hældte resten af ingredienserner ved, med undtagelse af gulerødderne som jeg holder meget af friske. Lod retten simre ca. 10 minutter. Serverede det med gulerødderne, lidt rosiner og groft brød. Velbekommen :)

tirsdag den 6. april 2010

Tirsdag

Tirsdagens aftensmad bestod af grov pasta med spinat og tun. Det overraskende enkelt at lave må jeg indrømme, ca. små 20 minutter. Jeg har aldrig forsøgt mig med spinat på anden måde end i salat, hvilket nok skyldes at jeg hadede spinat da jeg var yngre. Men i dag skulle det altså være og jeg fandt denne opskrift på arlas hjemmeside: http://arla.dk/Karolines-Kokken/pasta-med-tun-og-spinat/#WriteAComment
Retten smagte fantastisk og alle mine "ad-hvor-er-spinat-bare-herre-klamt-og-smager-af-****" minder er gjort til skamme. Men tror nu alligevel at det var Christian, min kæreste, der var mest positiv. Ja man kunne næsten kalde det eksalteret, så jeg kan godt se at spinat fra nu af må blive en mere fast tradition i hverdagen. Ved da også allerede at det næste gang bliver lasagne med spinat og laks (uuhmmm).



 Og når man taler om laks må man nødvendigvis også sige sushi!!! Hvis jeg skulle vælge éen ting jeg måtte spise resten af mit liv så ville det helt klart være sushi i alle afskygninger. Jeg har næsten ikke ord for hvor højt jeg elsker det :) Da Christian og jeg var på vores aller første date for knap to år siden gik vi (efter et par skønne timer i Fælledparken) på Sticks'n' sushi i Nansensgade. Jeg havde aldrig fået "rigtig" sushi før og den næste time var jeg i himlen. En dejlig fyr, en sommeraften i Kbh, hvidvin og en kæmpe portion sushi. Se det er et minde jeg for altid vil holde fast i. Siden da har vi spist det mange forskellige steder, men her i Marts måned tog vi ind på den samme Sticks'n' sushi restaurent og bestilte samme menu (åh fantastisk at de stadig havde den). Det var skønt, eneste ting der manglede var lidt varme så vi kunne have siddet udendørs. Men det er nu en detalje :) Jeg var lige så fræk og snuppe et billede af vores "kærligheds menu".

Nu går jeg så selv og overvejer om vi selv skal kaste os ud i at lave sushi. Jeg har prøvet det en enkelt gang før, hvor det blev rigtig godt, men det er nu mange år siden og vi mangler et starter kit. Har fundet et økologisk kit på http://www.ren-velvaereshop.dk/ som faktisk er rigtig billigt. Glæder mig til at komme igang, nu er sommeren jo også snart ovre os og så ville det jo være perfekt at kunne sætte sig ud i haven med et glas kølig hvidvin og en gang hjemmelavet sushi
.oO(drømmer sig langt væk)

mandag den 5. april 2010

Først uge på madplan

Så har jeg fået fiflet en madplan sammen for denne uge. Det er første jeg forsøger mig med den slags, plejer sådan set bare at købe ind til det jeg har lyst til samme dag. Men vi vil gerne spise lidt sundt efter påsken, samt forsøge at holde os til det madbuget vi nu har lagt (som hedder ca. 500 kr om ugen) OG nøjes med at købe ind en til to gange om ugen :)
Madplanen er følgende:

I dag - mandag: Kartoffelsuppe og brød med tomat salsa
Tirsdag: Pasta med tun og spinat
Onsdag: Kalkun med kokossauce
Torsdag: Tandoori chicken i grov pita
Fredag: Fiskefrikadeller og rødbeder med parmasancreme
Lørdag: bulgursalat med kalkun
Søndag: fødselsdag hos svigermor

Kartoffelsuppen er fra Lene Hanssons bog "sund og slank på 8 uger" og er en simpel opskrift hvor alle ingredienserne (kartofler, peberfrugt, løg, hvidløg og ingefær) koges sammen til det er mørt. Så blendes det og suppen er færdig. Tomatsalsaen var også enormt enkel. en dåse hakkede tomater blandes med 5 cherrytomater (fint hakkede), revet hvidløg og ingefær, samt et par friske kviste rosmarin og oregano. Blandingen smøres på lidt groft brød og bages 5-10 minutter i ovnen.
Vi brugte resterne af tomatsalsaen til topping på suppen. Smagte fantastisk :)


lørdag den 20. marts 2010

Kage til søndagshygge

Min dejlige kæreste havde fødselsdag sidste uge, desværre var han på skiferie med drengene på dagen så jeg havde ingen mulighed for at fejre ham... Han kom hjem søndag, og der ville jeg overraske ham med lidt kage, kaffe og hygge. Havde i den anledning inviteret hans mor og mine forlældre. Vores mødre havde endnu ikke mødt hinanden (efter 1½ år) så tænkte samtidig det ville være en god mulighed for dette.
Jeg har ikke gjort mig så meget i kager før, og dette er den (endnu) sværeste jeg har kastet mig over. Det er en Kaffe-karamelkage med en cremeglasur af rørsukker, smør, mælk og flormelis, fra bøgerne Favoritter - Bagværk (kan virkelig anbefale disse bøger, de er fantastiske til prisen!!).

Nåh ja... og familie"mødet" gik fremragende :)

onsdag den 10. marts 2010

selvforkælelse - fortsat :)

Kæresten er stadig af sted på ferie så jeg kan jo ligeså godt lave alle mine yndlingsretter denne uge. Det gode ved at være græsenke er at der er mad til flere dage, herligt :)

Lavede brokkolisalat i går, det er så dejlig nemt og smager fantastisk. Jeg brugte følgende;
1 stk brokkoli
1 rødløg
1 bakke bacon
en stor håndfuld rosiner
en håndfuld solsikkekerner

dressing
en stor klat creme fraice
1 tsk sukker
2 tsk rød balsamico

Kog brokkolien, steg bacon'en tør og bland alle ingredienserne sammen. mix dressingen og salaten er klar. Ristede lidt brød, hvorpå jeg kom pesto, det sidste stykke kom der dog hytte ost og tomat på



I dag har jeg lavet risret. En ret jeg fik af min forrige svigermor (kan man siger det sådan hehe ?) Det er en ret bestående af ris, aubergine og feta. Desuden kan man komme kylling og nogle gode sort oliven i, men det havde jeg desværre ikke i dag. Man skal bruge;

200 gr. ris
6 dl. vand
1 aubergine
1 dl. grønt boullion
1 dåse hakkede tomater
2 fed hvidløg
feta efter smag
timian
basillikum
oregano
salt + peber
olie

Kog risene efter anvisning, hæld dem i et fad når de er færdige og hold dem varme. Hæld boullion, tomat, hvidløg og krydderier i en gryde og kog op. Hæld derefter saucen over risene. Skær auberginen i ca. 1 cm. tykke skiver og steg dem i lidt olie, når de er bløde og "svampede" hældes de også over risene og det hele blandes sammen. Til sidst smuldres fetaen over retten (og oliven - hvis dette haves), serves evt. med grøn salat som her, eller med lidt godt brød. Velbekommen :)

lørdag den 6. marts 2010

Selvforkælelse

Ja det skal der altså være plads til når nu hr. kæreste var i byen med drengene. Jeg besluttede mig, i går, for at lave lidt forskellige bruschetta.
Havde købt et billigt ciabatta brød i Netto og skar en 6-7 skiver af det.

1: Først bruschetta var den traditionelle, ihvertfald for mit vedkommende, med tomat os og skinke. Her brugte jeg; 

Lidt olivenolie
1 skivet fed hvidløg
2 tomat i skiver
en håndfuld skinkestrimler
en håndfuld ost
oregano og basilikum

Efter brødet var skåret, skar jeg lidt hvidløgsskiver som jeg smurte hen over det. Derefter dryppede jeg det med olie, for så at lægge tomatskiverne, skinke og osten på. Derefter drysses med krydderier og det hele sættes i ovnen


Den anden slags havde jeg faktisk ikke prøvet før, men er super lækker;
2 tomater - hakket
2 tsk persille - hakket
1 fed knus hvidløg
olivenolie efter smag
salt, oregano og basilikum
hytteost

Alle ingredienserne blandes med undtagelse af hytteosten. Når brødskiverne er ristet færdigt lægges der en bund af hyttost og tomatblandingen ovenpå


Den sidste er lækker blanding af avokado og hytteost
½ groft hakket avokado
1 hakket tomat
et par spiseskefulde hytteost
1 knust fed hvidløg
salt

Alle ingredienserne blandes og lægges på det færdigrestede brød, dejlig enkelt :)

lørdag den 30. januar 2010

Lavede en super lækker salat med tunfisk i dag. ¨

1 dåse tun
1 håndfuld bønner
1 håndfuld ærter
1 rødløg fint snittet
5-6 cherrytomater i skiver
1 hårdkogt æg
et par håndfulde blandet salat
salt + peber

Det hele blandes og der dryppes en smule olie og rød balsamico over.
Velbekomme