lørdag den 16. juli 2011

En hilsen fra Grønland

Jeg sidder pt. i et bittelille værelse med den smukkeste udsigt ud over en isfyldt fjord. Vi landede i Kangalussuaq i går og fløj efter et par timers ventetid videre til Nuuk. Her købte vi proviant til den kommende uge og spiste en dejlig middag hos min vejleders bror og dennes kone. Deres hus ligger helt ned til vandkandten med udsigt over hele fjorden hvor de nærmest dagligt ser hvaler svømme forbi, bare en smule misundelig - ja det tror jeg nok at jeg er :)
I dag fik vi så lejlighed til at sejle videre mod næste stop (hvor jeg sidder nu) en lejr rummende ca. 50 borebisser, piloter, geologer mv., beliggende nordøst for Nuuk.
Det både regnede og blæste da vi lossede den meget meget lille båd vi skulle sejle med, og min optimisme blev bestemt ikke bedre af de enormt høje bølger der mødte os da vi kom ud fra havnen. Kaptajnen satte en god fart må man sige, så god at båden nærmest fløj over de højeste bølger. puha. Det var faktisk umuligt at sidde ned, så vi måtte op og stå for at affjedre de værste bump. Da vi endelig kom ind på stille vand blev det hurtigt oversået med hundrede og tusindvis af isblokke som vi måtte zigzagge igennem (igen med meget høj fart (synes jeg ihvertfald)), det var enormt nervepirrende, så jeg kunne næsten have kysset jorden da vi endelig nåede vores lokalitet og kom på sikker grund. Nu sidder ejg så og nyder udsigten over selvsamme isfyldte fjord og glæder mig over at der er over en uge til vi skal sejle tilbage igen :) Tilgengæld skal vi ud og flyve helikopter i morgen, men SÅ er vi også fremme ved vores lokalitet, og jeg vil være afskåret fra kontakten med omverdenen... Det er altid en lidt speciel fornemmelse skulle jeg hilse og sige, man kan kun bruge satelit telefoner derude, vi har dog heldigvis to stk, men kun til brug i nødstilfælde.

Nå men til dagens oplevelse: Jeg har set en hval :D en pukkelhval der kom op og blæste luft ud og dykkede ned så halen kom smukt op over vandet, lige til et postkort :) der var også et par sæler. Naturen herude er altså fantastisk.

Håber i alle har det godt hjemme i DK, jeg har brug for en god omgang søvn oven på en oplevelsesrig dag :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar