tirsdag den 1. maj 2012

skøn tærte med solmodne tomater og ost

Jeg har lavet en skøn, saftig tærte i dag som jeg lige vil dele med jer. Den er ganske simpel og god på en travl hverdag. 

Bare hav følgende liggende;

1 rulle tærtedej
1 bakke søde og solmodne tomater
1 frisk mozzarella
ca. 5 skiver saltet, tørret skinke (jeg brugte en billig fra tyskland, men ellers kan man jo bruge serrano eller parma)
1 pose revet ost
olivenolie og balsamico
salt, peber, timian og basilikum 

Som sagt, en dejlig hurtig tærte, da man blot lægger dejen i formen og skære tomater og skinke i skiver som man fordeler hen over. Herefter rives frisk osten og der drysses med krydderier. Dryp så med lidt olie og balsamico dæk tærten med masser af revet ost. Sæt den så i ovnen i ca. 25 minutter ved 200 grader. 

Jeg spiste to store stykker - uden tilbehør :0)
Ost tomat og skinke, behøver man andet ? mere ost måske ? ;) Der blev drysset godt med revet ost efter billedet blev taget

Den færdige tærte

Og så lige et knap så æstetisk billede, men godt var det nu altså

søndag den 29. april 2012

En lille fødselsdags buffet

Så er jeg sørme blevet 27 år :) i fredags d. 27/4 - det må da betyde at det bliver et godt år hva'.
Jeg havde i anledningen inviteret 11 af mine venner over til mad og hygge, og jeg skal love for det blev en mindeværdig fest. Jeg fik den mest fantastiske fødselsdagssang (med instrumenterne panfløjte, sækkepibe og rockguitar, som jeg stadig smiler når jeg tænker på) og, ja, det var bare en af de aftener der altid vil være i mit hjerte som et godt minde, det er jeg sikker på. Bliver så glad når jeg tænker på hvor fantastiske venner og familie jeg har :)


Nå men havde jo planlagt en stor middag og selvom jeg desværre ikke fik taget nogle billeder af retterne skal i nu havde opskrifterne alligevel :) Maden bestod af:


Marinerede kyllingelår


Kødboller i tomatsauce


2 slags Tabouleh


2 slags humus, en af kikærter og en af røde linser


Hjemmebagt flutes


Cheesecake go irish coffee til dessert




Kyllingelår i orientalsk marinade

3 pakker friske kyllingelår (ca 30 stk)
3 dl kinesisk soya
limesaft fra ca. 3 limes
honning

Jeg havde heldigvis fri om fredagen så jeg kunne tage mig rigtig god tid til at forberede al maden. Lagde kyllingerne i 2 poser og fordelte soya og limesaft over dem. Lod dem så trække hele dagen i køleskabet, og sørgede for at vende dem et par gange så den dejlige marinade dækkede det hele. 

Inden gæsterne ankom hældte jeg så al marinade fra lårene og fordelte dem på to fade som jeg kom i ovnen i 40 minutter ved 225 grader. Sidste touch er at tage dem ud, smøre lidt honning over og stege dem videre i yderligere 5 minutter. Det bliver godt!

Kødboller i tomatsauce

Det her er altså blevet en totalt favorit spise for mit vedkommende, og nu har jeg fundet en måde der er så let at det er som en leg :) Køb blot:
2 stk medister
2 dåser tomat, gerne med krydderier
og hav så en god portion salt, peber, timian, oregano og hvad ellers du kan komme på af passende krydderier
Varm lidt olie på en pande. Hak medisterpølserne over i to, og 'pop' så små kødboller ud af skindet. I løbet af 2 minutter har du 30-40 små dunser på panden. Aaah! Brun dem godt og hæld så tomat og krydderier hen over og lad det hele småkoge i ca. 10 minutter. Det er bare en dejlig ret til fx. buffet som jeg jo lidt havde gang i :) Det tager to sekunder og smager skønt. Og der var ingen der kunne gætte at det var medister - så i skal ikke være bange for at blive afsløret - jeg kunne jo selvfølgelig ikke tie stille og måtte lige dele med hele festen hvor nemt og fantastisk det var at lave hehe. 

Tabouleh

Jeg startede med at koge en hel pose bulgur i boullion, for at være sikker på at få nok. Og jeg skal love for at der blev meget hehe. Men heller for meget end for lidt, right?! Det passede nu meget godt for så kunne jeg lave to slags eftersom min ene veninde ikke kan tåle citrus og tomat. 
Tabouleh
bulgur
en masse cherrytomater i kvarte
et løg - finthakket
en god portion frisk, bredbladet persille og koriander - hakket
et bundt forårsløg - hakket
saft fra 1-2 citroner
Det hele blandes godt sammen. Easy peasy :)
I den allergivenlige udgave erstattede jeg tomat med agurk og citron med olivenolien, plus jeg tilsatte 1 rød peberfrugt.
 



Linsehumus


6 fed hvidløg
2 dl røde linser
1 spsk. tahini
saft af 1/2 citron (måske lidt mere)
2 tsk. stødt spidskommen
godt med salt


Kort og godt: Pil hvidløg og skyl linserne. Kog dem sammen i ca. 10-15 minutter til de er helt møre. Hæld vandet fra og lad dem dryppe af. Blend dem så med resten af ingredienserne. 


Alm. humus



250 gr. kikærter
salt og peber
3 spsk tahin
2 fed hvidløg
3-4 spsk citronsaft
1 tsk spidskommen 
ca. 1,5 dl kogevand fra kikærterne
olivenolie 
paprika
sorte oliven

Jeg udblødte kikærterne over natten og kogte dem om morgenen humusen kunne stå og trække et par timer. Her er fremgangsmåden :)
Kog i rigeligt, friskt vand med salt, i ca. 1 time. Blend med tahin, presset hvidløg, citronsaft, spidskommen, kogevand, salt og peber. Lige før servering anrettes på et fad, dryp med olivenolie, og drys med paprika og oliven. 

Cheese cake


En klassiker her i det lille hjem og jeg har lagt den her på bloggen før, så jeg vil lige finde ud af hvordan jeg linker til den i stedet for at skrive opskriften igen :) Vender straks tilbage


- vær så god :) http://the-flowerpot.blogspot.com/2011/11/new-york-cheesecake.html

lørdag den 21. april 2012

Æblekage

Uh jeg har været heldig, sad og gloede lidt på arlas hjemmeside og fandt en æblekage-opskrift jeg da lige skulle prøve. Den endte med at smage helt fantastisk, næsten lige så godt som den min mor laver. Det er jeg meget tilfreds med for jeg ved godt at jeg aldrig kommer til at lave en æblekage der er heelt lige så god som min mors.



Her er opskriften, tillader mig bare at copy-paste den herfra http://arla.dk/opskrifter/Ablekage1/



Kage til 8 - ca. 18 stk.

  • syrlige æbler , fx Gloster (ca. 700 g) 
  • æg
  • 150 g sukker (ca. 1¾ dl)
  • 50 g flydende margarine
  • ¾ dl mælk
  • 150 g hvedemel (ca. 2½ dl)
  • 1 tsk bagepulver
  • 1½ tsk stødt kanel

  • Bagetid: Ca. ½ time ved 200°.

Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær æblerne i både og læg dem i koldt vand. Pisk æg og sukker til en luftig "æggesnaps". Bland smør og mælk og pisk blandingen i "æggesnapsen". Bland mel og bagepulver og vend det i æggeblandingen. Hæld dejen i en smurt bradepande (ca. 22 x 30 cm). Drys dejen med 1 tsk kanel. Hæld vandet fra æblebådene og læg dem taglagt på dejen og drys resten af kanelen over æblerne. Bag kagen midt i ovnen.




Jeg lavede dog kagen i to lag; dej, æbler, dej og æbler. Det blev den dejlig saftig af :) Og nå ja, husk den skal spises med en ordentlig skovlfuld creme fraiche ;)

onsdag den 18. april 2012

Tabouleh med marinerede kyllingelår

Et efterhånden sjældent indlæg herfra. Jeg har simpelthen så meget om ørene pt. så blogging og de helt store kulinariske udfoldelser er der ikke meget af i øjeblikket. Ud over mit speciale, som jeg stresser sygt meget over på grund af den langsommelige proces med analyser m.m., er jeg i gang med at tage kørekort som også tager meget af min tid - og nåh ja så er der jo lige arbejdet, kæresten og mutterne + så meget andet der også skal passes - så ja, jeg keder mig ikke.
Men i dag havde jeg lidt tid for mig selv, og da jeg skal holde fødselsdag i næste uge ville jeg lige teste et par af de retter jeg tænker at servere for gæsterne :) Den ene er inspireret af Annemad's program på DR1. Her lavede hun tabouleh og det ville jeg da også lige prøve. Blev dog lidt mere traditionel end hendes. Derudover lavede jeg nogle dejlige kyllingelår som blev marineret i soya og lime.



Tabouleh

lidt olivenolie
ca. 2 dl bulgur
1 okseboullion
ca. 3 dl vand

3 forårsløg, fint snittet
1 rødløg, fint snittet
2 håndfulde cherry tomater, halverede
en håndfuld hakket persille
en håndfuld hakket koriander
saften fra en lille citron
salt og peber

Jeg startede med at svitse bulgur under omrøring i en lille gryde med olie. I mens kogte jeg vandet. Efter 2-3 minutter var bulguren klar og jeg tilføjede vand og boullion. Lod koge i 5 minutter under høj varme og skruede så ned på laveste blus - her lod jeg det småkoge indtil der kom 'huller' i bulguren fordi vandet var fordampet. Her slukkede jeg så, satte låg på og lod gryden stå mens jeg hakkede grønsager og krydderier. Blandede det hele sammen til sidst (ååh hvilken duft det gav) og så var det ellers klar til servering.

Kyllingelår i soya/lime marinade


8-10 kyllingelår
ca 2 dl soya
saft fra 1 lime
honning

Kyllingen lagde jeg i marinade allerede i morges, og vendte dem flere gange i løbet af dagen. De kom i en pose sammen med soya og limesaft og lå så ellers der og blev lækre til om eftermiddagen.
Jeg kom dem så i et ildfast fad og satte dem i ovnen ved 225 grader i 40 minutter. Herefter tog jeg dem ud, hældte lidt honning over dem, og satte dem i ovnen igen i yderligere 5 minutter.
Opskriften er fra "Suveræne Salater" som er en totalt yndlings kogebog efter min mening :)

Jeg skal helt klart servere disse to retter til min fødselsdag, synes især tabouleh'en var fantastisk, de friske krydderier og citronen gav en fantastisk smag og duft - Tænker at lave endnu en salat af en art, samt nogle kødboller i tomatsauce + to slags humus og brød. Det må folk da blive mætte af hva' :)

tirsdag den 21. februar 2012

Børek med bønner i tomat

Jeg var ude i noget helt nyt i dag :) I weekenden var jeg så vild og vovemodig (okay, overdrivelse fremme forståelsen) at jeg købte en pose tørrede hvide bønner, som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Var blevet voldsomt inspireret af kantinen på mit arbejde som ofte disker op med lækre bønnesalater og røg straks på google da jeg kom hjem for at se hvad jeg skulle kaste mig over. Salat blev det nu ikke til, men en omgang tyrkisk börek med bønner i tomatsauce :) Opskriften er fra arla, dog med lidt rettelser/tilføjelser

  • Bønner, dagen før

  • 300 g tørrede hvide bønner

  • 1½ liter vand

  • Bønner i tomatsauce

  • lidt olie til stegning

  • 1 finthakket løg

  • 2 fed finthakkede  hvidløg

  • finthakkede gulerødder

  • 1 dåse hakkede tomater (ca. 400 g)

  • 1 dl vand

  • 1 spsk finthakket bredbladet persille

  • 1 tsk brun farin

  • 1½ tsk groft salt

  • friskkværnet peber

  • Krydderier; et godt drys tørret chilipulver, koriander og cayennepeber


  • Börek

  • 300 g feta

  • 1 æg

  • 2 tsk paprika

  • ¾ tsk groft salt

  • friskkværnet peber

  • 2 store, hakkede grønne peberfrugter

  • 300 g optøet, frossen filodej

  • lidt vand


  • I morges, kl. kvart i grønlangkål, skyllede jeg bønnerne med koldt vand og lagde dem derefter i en skål med 1½ liter vand. Her stod de og trak til jeg var hjemme igen ca. 10 timer efter. På posen stod der at bønnerne skulle koges i 1½ time efterfølgende hvilket jeg så gjorde. Vil nu mene en times tid må være nok, for de var godtnok en smule udkogte. Men 'you live, you learn' så ved jeg det til næste gang.
    Anyway. Efter kogetiden, siede jeg vandet fra bønnerne og stillede dem til side.
    Svitsede så kort løg og gulerødder, tilsatte hvidløg det sidste minut, og hældte en dåse tomat over. Lod det stå og simre i ca. 10  minutter og hældte så vand, krydderurt og krydderier ved. Lod det simre endnu 10 minutter og tilsatte bønnerne. Lod hele molevitten stå i 5-10 minutter og tog så af varmen.

    Mens saucen simrede tilberedte jeg børekkerne (gad vide om det hedder det i flertal.. hmm..?).
    Piskede først ægget sammen og tilsatte så peberfrugt, ost og krydderier.
    Filodej har jeg heller ikke arbejdet med før så var lidt spændt på om det nu ville gå godt. Det gjorde det heldigvis. Lagde pladerne på et fugtigt håndklæde, skar dem i passende stykker og viklede hvert stykke forsigtigt omkring en spisefuld af fyldet. Herefter vædede jeg rullerne med vand og gav dem 20 minutter i ovnen ved 200 grader.
    Synes det blev en god ret, men næste gang skal der frisk chili og flere krydderier i :) synes ikke det var helt krydret nok

    fredag den 10. februar 2012

    verdens bedste kryddersmør

    Uuh jeg har fundet en dejlig opskrift på kryddersmør som jeg lige må dele med jer. Det er (endnu engang) en opskrift fra bogen "BRØD" af Johan Åkerberg som jeg lavede den således:

    150 gr smør
    saft fra en 1/3 citron
    5-7 hakkede basilikumblade
    2 små knuste fed hvidløg
    et knips chili
    salt og peber

    Det hele blandes og røres grundigt sammen til det har en 'luftig' konsistens, smøres i en form og sættes i køleskabet et par timer. Uhm det smagte dejligt, især på hjemmebagt brød. Citronen giver en skøn syrlighed som passer perfekt til de resterende ingredienser.


    Jeg har netop fået af vide i dag at jeg har bronkitis, øv bøv, men ok, har også hostet i 3 uger. Nå men tænkte at lidt suppe nok ville gøre mig godt. Jeg havde netop købt 3 kg gulerødder til mine marsvin, så det lå lige for at jeg skulle have gulerodssuppe. Det er nok den nemmeste suppe jeg til dags dato har lavet :)

    lidt olie
    6 (medium) gulerødder, skrællede og revet
    1 løg, hakket
    ½ pakke neutral flødeost
    1 liter boullion
    krydderier; lidt salvie, cayennepeber + salt og peber

    Løg og gulerødder svitses kort i olien i en varm gryde. Herefter tilsættes boullion, krydderi og flødeosten. Suppen koges op, blendes og serveres med lidt salsa som topping, samt brød og kryddersmør. Easy peasy

     

    onsdag den 8. februar 2012

    Mad fra Claus Meyer

    Ååh det er længe siden jeg har haft tid og overskud til bloggen her, men der er så meget at se til i øjeblikket synes jeg.
    Er gået i gang med mit speciale, og selvom der pt. stadig er knap et år til afleveringen synes jeg allerede at jeg er stresset + jeg har været syg i tre uger nu så er kommet bagud med læsningen. Æv!

    Nå men apropo studie, så inviterede min kære vejleder mig med til et møde for et par uger siden, og her blev der serveret lækker mad fra Claus Meyer.
    Jeg fandt menuen på hans hjemmesiden (http://www.meyerskoekken.dk/webshop/meyers_livretter_vinter.html), og den lyder som følger:

    - Syltet torsk og røget torskerognscreme med grønkålssalsa og knasende rugbrød
    - Marineret gravad okseinderlår med gulerødder i flere tilberedninge
    - Kalvetykstegsfilet* stegt med vinterurter, hvidløg og enebær.
    - Sauce* på æblemost og mørkt øl
    - Smørbagte jordskokker og King Edvard kartofler*
    - Rosenkål som kompot og sprød salat med milde løg og fårefeta
     - Saftig hasselnøddekage og portionsanrettet kærnemælksfromage med havtornsirup og honningristede havreflager
     -Koldhævet brød fra Meyers Bageri bagt af stenformalet mel, dyrket økologisk i Norden og økologisk smør




    Hold nu op hvor smagte det godt altså! Jeg forelskede mig især i hans torskerognpure, og det lækre saftige brød. Der var heldigvis masser af det, så der blev spist igennem kan jeg love for :)
     
    Kuvertprisen for dette er faktisk kun omkring 200 kr, det synes jeg egentlig er ok. Især taget i betragtning at det var lidt ud over det sædvanlige og at der var rigelige mængder! Vil bestemt have ham i tankerne hvis jeg en dag skal holde en særlig fest (bryllup, barnedåb, whatever).