torsdag den 26. marts 2015

Italienske kødboller med tomatsauce og zucchini fritter



De italienske kødboller er en af mine favoritretter. Jeg må altid lægge bånd på mig selv for ikke at fortsætte med at stoppe i munden efter at have spist fem stykker :) 
Squash fritterne var en test, de blev ok, men tror jeg vil eksperimentere lidt videre med dem, da de blev for bløde i midten. 

Der blev brugt følgende:

Italienske kødboller
800 gr hakket kalv og flæsk
2 løg, finthakket
3 fed hvidløg, knust
1 pakke bacon, stegt og hakket
1 håndfuld soltørrede tomater, hakket
1 spsk frisk timian 
Saft af en halv citron + citronskal
Salt og peber 

Tomatsauce 
2 dåser hakket tomat
1 dåse tomatpure
2 fed hvidløg
Lidt frisk timian
Oregano, rosmarin, basilikum m.m. 
Salt og peber

Zucchini fritter
2 squash/zucchini
2 fed hvidløg, knust
2-3 æg
Et drys pofibre
1 drys fiber husk
Salt og peber

Frikadellefarsen blandes godt og må gerne trække en halv times tid. Herefter steges kødbollerne på panden ved middel varme. 
Blend imens dåsetomaterne og tilsæt de øvrige ingredienser til saucen. 
Når kødbollerne er brunet af hældes saucen over og det hele simre i 20-30 min ved svag varme 
Imens steges zucchinidejen på en pande med olie :) 
Server og giv det evt et godt drys parmesan :)





lørdag den 21. marts 2015

Tunsalat - til de travle dage

Til de aftner hvor det skal gå lidt tjept :)

2 dåser tun blandet med ca en dl creme fraiche og 0,5 dl mayo, samt et lille finthakket løg og en håndfuld kapers. Røres godt og afsluttes med et drys salt og peber. 
Dertil en salat med letkogte vagtelæg, feta, tomat og løg. Dressingen er olie-eddike med en god del sennep. 
On the side en skive nøddebrød med smør :)

tirsdag den 3. marts 2015

Boller i karry lchf-style



Forleden lavede vi den dejligste ret inspireret af madbandittens boller i karry :) min version blev således: 

Kødboller:
1 pakke svinekød
1/2 pakke oksekød
1-2 revet løg
1/2 revet squash

Karrysauce:
1,5 l hønse bouillon 
2 spsk karry
1 spsk kokosolie
1 revet æble, gerne med skal
1 revet løg
3-4 del fløde
100 gr flødeost natural
Salt og peber

Blomkål-broccoliris
1 blomkålshoved
1/2 broccolihoved

Fremgangsmåde
Start med at blande farsen til kødbollerne. Rør godt og lad gerne stå i 10 minutter, fx mens du koger vandet op til bouillonen. 

Bouillonen koges op i en dyb gryde, når det koger formes kødboller af halvdelen af farsen og ploppes forsigtigt ned i vandet. Kog dem i 8 minutter. Tag dem op med en hulske og lav resten af bollerne. Hold bollerne varme og gem kogevandet.

Saucen laves således; varm olien op og svits karry, æble og løg (obs. Det krasser godt i øjne og hals skulle jeg hilse og sige). Tilsæt herefter fløde, 4 dl kogevand og osten. Rør godt, kog op og smag til med salt og peber. Tilsæt kødbollerne efter 5-10 minutter når karrysaucen har simret lidt. 

Risene lavede jeg på 2 minutter ved at køre blomkål og broccoli gennem løghakkeren :)








lørdag den 31. januar 2015

Sushi - i en low carb venlig version

Det er alt alt aaaalt for sjældent jeg laver sushi. Hvorfor kan jeg ikke svare på, det er jo super nemt og meget billigere end at købe det færdigt. 
I dag er jeg alene hjemme, så tænkte jeg ville forkæle mig selv :)
Det blev til to forskellige ruller, en med agurk, avokado og røget ørred, den anden med agurk, sugarsnaps og pulled salmon (kan købes i netto, røget laks med peber såmænd). 
TIl begge ruller rørte jeg en halv pakke Philadelphia med salt, peber og citron. Fordelte osten på de to tagplader, lagde fyldet i, rullede sammen og voila :) nød dem med en kold japansk øl :D herligt 


torsdag den 22. januar 2015

Nem frokost på jobbet

At spise lchf på arbejdet har aldrig været et problem for mig. Normalt har jeg bare rester med fra dagen før, men det er jo ikke altid at der er rester, fx hvis vi har været hos vennerne eller lign. 
I går var sådan en dag og jeg måtte tage hvad jeg havde i køleskabet :)
det blev til en dåse makrel med lidt chilimayonnaise, et kogt æg, tre hapse cheddar, en grøn peberfrugt (farvoritten) og agurkestænger. 
Dejlig knasende frokost - og var ganske mæt efterfølgende :)


søndag den 11. januar 2015

Stegt torskerogn

Alene hjemme på en stormfuld aften. Gad ikke bevæge mig udenfor, da jeg synes Egon viste sig fra en lidt voldsom side her i Frederikssund. Så jeg gik på jagt i køleskabet. Her er hvad det blev til; stegt torskerogn med kryddersalt og citron, lidt tomat med løg, rosenkål med cheddar-bidder samt et æg med chilimayonnaise :) grøntsagerne fik et skvæt god olivenolie. Dertil et glad rødvin og som dessert et stykke mørk chokolade med peanutbutter <3 


søndag den 21. december 2014

En lækker salat med krydret pølse

Denne lille salat lavede jeg en lørdag aften. Efter en times dressur på hesteryg vær jeg hundesulten, og da kæresten var til julefrokost tænkte jeg at jeg godt kunne eksperimentere lidt :)

Stegte et par krydrede økologiske pølser og blandede dem med lidt forskellige dato varer jeg havde fundet i Føtex (fik fx hovedsalaten for 5 kr, pølserne var sat ned til 10kr fra 25kr :) elsker datovarer, så det sagt).
Ud over salaten tilsatte jeg avokado, tomat, løgspire, forårsløg og blåbær, samt en olie-eddikedressing med citron, hvidløg og sennep.